Praktisk info
Beskrivelse
Vi tilbyder både specialiserede og blandede træningshold for særlige patientgrupper. Træningen kan både indgå i behandlingsforløb og selvstændigt.
Nogle hold kræver henvisning fra lægen, mens andre blot er med tilmelding. En del patienthold er blandede hold, hvor der bliver lagt individuelt træningsprogram og er supervision af den fysioterapeut, der er ansvarlig for pågældende hold. Spørg din fysioterapeut hvis du ønsker at være med på et sådant hold.
Vi tilbyder holdtræning med forskellige fokusområder, f.eks.:
- Apoplexi
- Artrose (gigt)
- Parkinson
- Rygproblemer
- Sclerose
- Bækken
- Osteoporose
- Medicinsk yoga
- Bassintræning
De fleste hold foregår i træningscenteret, og bassinhold er i Rønne Svømmehal.
Her følger en kort beskrivelse af nogle af patientholdene.
Ryghold (Annes Rygskole): Forløber over 10 uger, 2 gange om ugen.
Der er maksimalt 10 på holdet. Der er fokus på stabilitets- og styrketræning af stigende intensitet og sværhedsgrad. Fokus på balance og på bevægelighed. Der er også indlagt teori undervejs for at lære mere om kroppen, smerter, træningsformer, bindevæv m.m. Læs mere om holdet her.
Sclerosehold: Tirsdag/torsdag
Funktionsevnen i denne patientgruppe kan variere meget, derfor er der fokus på den enkeltes behov og forudsætninger med individuelle træningsplaner, med særligt udgangspunkt i balancetræning, styrke og stabilitetstræning. Tirsdage er der særligt fokus på balancetræning. Torsdag træner vi samlet i holdsalen, hvor der er fokus på stabilitet og styrke, lidt dans/rytme og andet.
På disse hold vægtes det sociale meget højt, og der tilbydes kaffe/the efter træningen hver torsdag.
Fysiopilates
Fysiopilates arbejder med mindre belastning end almindelig pilates og er derfor anvendeligt til folk med skader. Der er fokus på bevægelseskvalitet, kropsbevidsthed og kropskontrol.
Formålet er at skabe stabilitet i muskelkorsettet som består af bækkenbunden, de dybe mave og ryg muskler samt mellemgulvsmusklen, der hedder diafragma.
Fysiopilates kan være med til at forebygge samt smertelindre, ved at man lærer at bevæge sig økonomisk og mere hensigtsmæssigt ift. kroppens led, muskler og knogler. Desuden kan det have en positiv effekt på unødige spændinger i kroppen samt stress. Fysiopilates består af rolige øvelser som udfordrer koncentrationen og stiller krav til stabiliteten. Man skal derfor ikke forvente store bevægeudslag eller høj puls. Det kan give et godt udgangspunkt for at kunne klare mere krævende aktiviteter med øget stabilitet fx fodbold, løb og styrketræning mv. At kunne aktivere sit muskelkorset kan også anvendes i dagligdagsaktiviteter såsom støvsugning, løft og cykling.
Parkinsonhold mandag, onsdag og fredag
På parkinsonholdene arbejdes kroppen godt igennem. Der kan være forskelligt fokus fra gang til gang, men der forsøges at favne bredt således at alle kan blive udfordret. Fokusområderne på holdet er koordinations-, balance-, muskelstyrke-, bevægeligheds- og funktionstræning. Desuden kan man godt få lidt sved på panden. Fredagsholdet er et lidt mindre hold, med mulighed for øget støtte til den enkelte.
Bassintræning:
Træning i vand kan være godt hvis man har ømme led og muskler. Vandets opdrift giver en aflastning af leddene og dermed også smertelindrende effekt. Man kan ofte opleve at kunne mere ved træning i vand og opnår dermed også større bevægelighed og mere naturligt bevægemønster. Derudover kan man benytte vandets modstand til at træne sine muskler.
Træningen indeholder elementer af balance-, kredsløbs-, mobilitets-, stabilitets- og styrketræning.
Vandet er skånsomt for leddene, giver dig hele tiden tilpas modstand, derfor er det velegnet til de fleste.
Osteoporosehold:
Osteoporose (knogleskørhed) er en tilstand, hvor man har mindsket knoglemasse. Træningen på dette hold har fokus på styrketræning (der styrker både muskler og knogler), balancetræning samt bevægelighed. Træningen understøttes af teori og undervisning i forhold til det at leve en dagligdag med osteoporose.
Målet er at styrke knogler, forebygge fald og mindske smerter.
Smidigt og stærkt bækken:
Dette er et hold for alle der har behov for at styrke, balancere og smidiggøre kroppens center som helhed: bækken, bækkenbund, lænd, hofter og mave.Træningen fokuserer på harmonisk funktionalitet, kropsbevidsthed, mobilitet, naturligt åndedræt og en god balance mellem styrke, bevægelighed og afspændthed.